”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Hun vågner op og stirrer ind i muren.
Hun vil ikke vende sig om, for derude, hvor sengen stopper,
begynder verden.
Et sted har hun hørt nogle ord.
Min Gud, min Gud! Hvorfor
har du forladt mig?
Hun
kan ikke rigtigt huske, hvem der sagde det. Ordene passer bare så godt på
hende, og det hun er i.
Min Gud, min Gud! Hvorfor
har du forladt mig?
Romerne
har dømt ham til døden ved korsfæstelse på foranledning af ypperstepræsterne.
Romerne
har designet korsfæstelsesstraffen, så de korsfæstede skal lide mest muligt,
inden de dør. Det er ham, der om nogle timer råber: ”
Min Gud, min Gud! Hvorfor
har du forladt mig?”
Hun
kan ikke træde ud af sengen. Hun træder ud af sengen alligevel. Og alt det hun
skal, kan hun næsten ikke. Toilet, morgenmad og bare det at trække vejret.
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
De
lod ham bære korset ud til Golgatha. Så korsfæstede de ham, og de krænkede ham
på alle mulige måder. De råbte til ham, da han var allermest forsvarsløs på
korset. De hånede ham.
Da
han var tørstig, gav de ham af svampen med eddike, som man ellers bruger, når
man har været på toilet.
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Hun
kan næsten ikke mere. Hun tænker, hun er i helvede. Hun banker hovedet mod en væg.
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Han
er i helvede. Han lider, og det gør ondt, så vi næsten ikke forstår, hvor ondt
det gør.
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Det
er mørke ord, og de passer godt på ham, og de passer godt på hende.
Og
han, der er på korset, mens han råber.
Han
er Gud, der er blevet menneske. Og nu er han blevet eet med hendes lidelse. Han
er i hendes lidelse. Han er i hendes råb:
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Og
det fjerner ikke hendes råb. Det fjerner ikke hendes lidelse, men da hun
endeligt kommer ud i køkkenet, ser hun ud af vinduet på det grønne græs, og
midt i det grønne græs langt borte får hun øje på en lille påskelilje.
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Og
hendes påskelilje er hans kamp mod det mørke.
Han
er oppe at slås mod alverdens smerte. Han kæmper mod det onde. Han er i tvekamp
med døden. Hendes død, hendes skyld og hendes smerte.
Normalt
slutter en kamp med, at én af parterne står tilbage, og den anden ligger
hjælpeløst i nederlaget.
Han
vinder kampen ved at gå ind i mørket, og i mørket sker det mystiske, at hans
kærlighed, hans hjerte er stærkere end smerten, ondskaben og døden. Hvordan det
kan lade sig gøre, er der ikke noget menneske, som nogensinde har forstået.
Men
det sker, og hun ser det. En lille påskelilje et stykke væk fra hendes vindue,
og hun smiler for første gang i rigtig lang tid.
Amen!
Det
er morgen. Hun kigger ud af vinduet, og hun ser påskeliljen.
Den står langt væk og er lillebitte men dog det smukkeste,
hun har set i lang. Og i lang tid har hun ikke smilt, men nu smiler hun af
påskeliljen
I det fjerne ringer kirkeklokkerne.
Hun kan næsten ikke holde det ud.
I sit sind ser hun kun sort i sort, men det er som om, de to
kirkeklokker er klovne, der ud i mod alt det mørke i hendes verden råber:
Lyse udsigter i alle retninger. Lyse udsigter i alle
retninger.
Den første påskemorgen var den mest mærkelige morgen i
menneskehedens historie.
Han stod op fra de døde i sejren over alt det mørke. Døden
tabte, ligesom det onde led nederlag sammen med lidelsen og smerten.
Og hun er i smerte. Hun kan ikke andet end at sidde her ved
sit køkkenvindue og trække vejret, hver gang hun smiler ad påskeliljen i det
fjerne.
Lyse udsigter i alle retninger, siger klokkerne.
Lyse udsigter i alle retninger.
Sådan er det påskemorgen, for han er opstået fra de døde. Det
evige liv har vundet, men det er svært at se, for smerten, ondskaben og døden
er her jo endnu.
Og når hun ikke har øjnene stift rettet imod påskeliljen
derude, vælder mørket ind over hende.
Og påskemorgen vinder Gud over djævelen. Ja påskemorgen
vinder livet over døden, men når vi ikke er i kirken med alle de
triumfalistiske påskedagssalmer og tænder for radioen, så er alle de dårlige
nyheder ude i verden. Det onde er der stadigt sammen med lidelsen og sammen med
det faktum, at vi skal dø.
Op ad det kulsorte råber påskemorgens kirkeklokker om lyse
udsigter i alle retninger.
Måske er det påskeliljen. Måske er det de absurde
kirkeklokker. Men hun får tøj på og kommer ud af døren og går i retning af
klokkerne.
Der, hvor klokkernes klang kommer fra, ligger der en kirke,
og hun går ind og sætter sig på en række, hvor hun er alene. Men til hendes
rædsel bliver hun ikke ved med at være alene. Der kommer nogen og sætter sig
sammen med hende på hendes række.
Og præsten taler og taler og taler, og alle er så glade, og
det er næsten ikke til at holde ud. Sejr, liv, opstandelse og lyse udsigter i
alle retninger.
Og da får hun øje på Kristus det ødelagte menneske henne over
alteret. Da kan hun høre fredagens råb, ”
”Min
Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Og
da er det lige som om, at en lille påskelilje skyder op ovenud af Kristus, det
ødelagte menneske på væggen. Stilken hæver påskeliljens hoved op, så det når
helt op til Gud.
Og
alt det mørke er i påskeliljen. Døden, ondskaben og smerten er kommet ind i
påskeliljen ved sårene på hans krop, ved hans ødelagte hud og hans smadrede
knogler.
Og
påskeliljen vokser ovenud af Kristus, det ødelagte menneske, til liljen når op til Gud, så det at lide
som et skyldigt menneske, der skal dø, nu sidder ved Guds højre hånd i den
opstandne.
Lyse
udsigter i alle retninger!
Hjemme
igen ser hun ud på påskeliljen fra sit køkkenvindue, og hun smiler.
For
påskeliljen er for hende nu historien om ham, der er opstået fra de døde og har
taget menneskets smerte ved at være de skyldige, der skal dø, med op til Gud.
Og
midt i den grå hverdag, der nogle gange bliver kulsort, er der et
Lyse
udsigter i alle retninger,
for
han opstået fra de døde.
Og
derfor er der håb, uanset at hverdagen og virkeligheden nogle gange vælter ud
over os med et fragtskibs last af begsort mørke.
Lyse
udsigter i alle retninger!
Kristus
er opstanden!
Ja!
Han er sandelig opstanden!
Og
derfor kan vi ikke bare sige glædelig påske men også lov og tak og evig ære være
dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var er og bliver én sand treenig
Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar