 |
| Den Barmhjertige Samaritaner |
Når du er
døden nær der i grøften efter slag og spark og alle mulige ydmygelser, der er
endt med, at røverne er stukket af med alt det, du ejer.
Ja så er det vel nærliggende at spørge, hvem er Gud?
Og jeg skal ikke trætte dig unødigt, så jeg vil svare
med det samme. Gud er den fremmede, som du ikke kender og ikke kunne forestille
dig noget godt fra. Han kommer til dig og hjælper dig, og han forsvinder ikke
fra din side igen, før du har fået den hjælp, du skal have.
Det er Gud.
Og det er mærkeligt.
Gud er en af de andre. Gud er en af dem, vi bare ikke
kan lide. Gud er venstreorienteret blandt de bedsteborgerlige. Gud er
nationalkonservativ blandt de frelste på venstrefløjen. Gud er muslim blandt de
islamkritiske, og Gud spiser svinekød midt i de konservative muslimske kredse.
Gud er en af de andre. En af dem, vi foragter. Og det
siger jeg ikke bare for at spille violinmelodien til ”de rigtige holdningers”
sang.
Det siger jeg, for det ligger under evangeliets
fortælling om den barmhjertige samaritaner.
Jøderne på Jesu tid og Lukasevangeliets tid kunne ikke
lide samaritanerne. Jøderne nikkede til hinanden, når de talte sammen om
samaritanerne. De vidste i deres fællesskab en masse dårlige ting om samaritanernes
dårlige egenskaber.
”Vil du tænke dig! I går så jeg en samaritaner og
han…”
”Og så gjorde hende samaritaneren også….”
Og pointen var altid den samme, som den er blevet ved
med at være i to tusinde år. Nemlig at de andre, hvem de så end er, er nogle
værre nogle efter samlede kategorier, som altid i gruppeforestillingerne er
nagelfaste og urokkelige.
Og så fortæller Jesus denne lignelse, der forstyrrer
det hele. For pointen er, at din næste, som hjælper dig med alt muligt godt, er
ham eller hende, du ikke forestillede dig som en, der ville hjælpe dig.
I dag tillader jeg mig at sige, at alle mennesker
forestiller sig Gud på en eller anden måde.
Jeg tror faktisk også, at botnakkerne og forbryderne i
dagens røverbande har forestillet sig Gud. Forstået på den måde, at de har haft
en forestilling om det godes og kærlighedens ophav.
Ifølge røverne, tror jeg, at det gode og kærligheden
har været indlejret i deres fællesskab med hinanden. Indenfor i røverbanden har
der, tror jeg, eksisteret et broderskab, som har haft en stor loyalitet over
for bandens medlemmer. Man har kunnet regne med hjælp i kamp. Man har kunnet
stole på omsorg, når der var behov for omsorg.
Hvis jeg har ret, så var Gud for røverne bandens Gud.
Gud var, ifølge røverne, inden for røverbanden, og denne Gud tillod røverne at
foragte alle dem uden for banden.
Og nu kunne man indvende: Ja men røverne var feje usle
kujoner, og det er jo rigtigt nok, men opfattelsen af Gud, som den, der er
tilstede i vores gruppe med kærlighed og trøst, når vi to godter os i vores
fælles selskab. Denne forestilling er meget almindelig. Der er kristne grupper
og samfund, der har levet højt på at dele mennesker op i de hellige og i alle
de andre. Denne forestilling også på spil i de andre verdensreligioner.
Men i dag bliver denne opfattelse modsagt af
evangeliet. Gud er IKKE den, som er til iblandt os, når vi er en gruppe af
røvere eller mennesker med de rette holdninger. Gud er den fremmede i forhold
til alle de grupper, vi kan være en del af. Gud er den fremmede, der yder os
alt godt og bliver hos os i vor nød.
I dag tillader jeg mig at sige, at alle mennesker
forestiller sig Gud på en eller anden måde.
Det er uden for enhver diskussion, at præsten og
levitten i historien om den barmhjertige samaritaner har haft en opfattelse af
Gud. De har begge to temmelig sikkert gjort tjeneste ved templet i Jerusalem.
Evangeliefortællingen beretter ikke om, hvorfor de to
religiøse bare går forbi ham, der blev overfaldet. En nærliggende tolkning er,
at præsten og levitten går forbi, fordi det at røre blod ville gøre dem urene,
og således ville de ikke kunne gøre deres arbejde i templet i Jerusalem.
Og denne tolkning, hvis den er rigtig, afslører jo
også en holdning til Gud. For hvis præsten og levitten undgår at røre
voldsofferets blod for at kunne passe deres tempelarbejde i Jerusalem, så har
de jo den opfattelse, at det at tjene og arbejde for Gud er vigtigere end at
hjælpe det menneske, som er i nød lige foran dem. Så har de den opfattelse, at
det rent religiøse er mere vigtigt end det at elske sin næste.
Og denne opfattelse bliver også modsagt af dagens
evangeliefortælling. Ham, der gjorde sig uren for at hjælpe et medmenneske i
nød. Han gjorde det rigtige. Det er konklusionen i den samtale, som Jesus i dag
har. Det er det, vi alle sidder tilbage med, når vi har hørt dialogen, som den
barmhjertige samaritaner er en del af. Den barmhjertige samaritaner er helten,
som blev en næste for ham, som blev overfaldet.
I dag tillader jeg mig at sige, at alle mennesker
forestiller sig Gud på en eller anden måde.
Ham der ligger i grøften og er blevet mishandlet og
berøvet af forbrydere. Han er sikkert jøde, og han ser Guds hjælp komme fra en
af de samaritanerne, som han sikkert selv og hans familie og venner har talt
dårlig om.
Gud kommer til os igennem de fremmede, og ja! Jeg kan
godt høre violinmelodien til ”de rigtige holdningers” sang i det, jeg står her
og siger til dig.
Og på en måde passer det jo dårligt til dine og mine
oplevelser.
Masser af mennesker med behov for hjælp har stået over
for nogle fremmede af en foragtet gruppe, og disse fremmede har så bekræftet
fordommene om dem selv ved ikke at hjælpe mennesket i nød, eller måske har de
endda gjort nøden værre.
Og hvad er så meningen, kunne vi spørge Jesus om, som
ham, der fortæller historien om den barmhjertige samaritaner.
Jeg tror, at meningen er den helt grundkristne mening,
at samaritaneren er Gud.
Samaritaneren er Gud, som er den fremmede i forhold
til alle mennesker og alle menneskelige grupper.
Det, som gør Gud til den anden i forhold til mig og
dig, er Guds grænseløse kærlighed.
Og igen kan vi høre violinmelodien til ”de rigtige
holdningers” sang, men det her er på en måde kristendommens syn på Gud.
Af kærlighed til verden blev Gud menneske i Jesus og
kom til os på trods af alle vore opfattelsers begrænsninger for, hvem der er
omfattet af Guds kærlighed.
Af kærlighed til verden blev Gud menneske i Jesus og
kom til os i en hestestald i Betlehem og på en henrettelseshøj i Jerusalem på
trods af alle religioners opfattelsers af rent og urent.
Når du er døden nær der i grøften efter slag og spark
og alle mulige ydmygelser, der er endt med, at røverne er stukket af med alt
det, du ejer.
Ja så er det vel nærliggende at spørge, hvem er Gud?
Gud er den fremmede ufattelige kærlighed, som blev
menneske i Jesus Kristus og som kom til verden i verdens nød for at redde os
fra alt det mørke.
Gud er os alle sammen i et heldigt øjeblik, hvor vi
som fremmede kan hjælpe et medmenneske i nød og dermed vise en lille flig af
Guds kærlighed,
og derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig vor
Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én sand og hellig
treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar