I dag, da vi har hørt på denne voldsomme tekst, har jeg en bekendelse at gøre for Jer.
Da jeg var dreng og gik i skole, havde vi en pige i vores klasse, som hed Johanne.
Omkring det tidspunkt, da vi gik i fjerde klasse, fandt vi ud af, at det var sjovt at drille Johanne. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Måske var det fordi, at det var let at få Johanne til at græde. Vi kunne se, at hun blev ked af det, og vi blev ved med at mobbe hende.
Når vores grundlæggende moralske instinkt fortalte os, at det var forkert at drille Johanne, var det uhyggelig let for os at finde på undskyldninger og grunde til hvorfor, det ligesom var ok at blive ved.
Johanne var pivet, hed en af de dårlige undskyldninger for os. En anden af vore usympatiske bortforklaringer var, at Johanne simpelthen ikke ville forstå, at vi kun mente det for sjovt.
Det sagde vi virkeligt, selvom vi syntes det var allermest morsomt, i vore syndige sind, når Johanne græd.
Vi mobbede Johanne, og vi fandt på alle disse undskyldninger for, hvorfor det var i orden.
Og nu kan det være, at du tænker: Ja men I var jo børn. Sådan gør børn.
Og her til svarer jeg: Sådan gør mennesker. Hvis man læser Victor Klemperers bog ”Lingua Tertii Imperii” eller ”Det Tredje Riges Sprog” som den hedder i den danske oversættelse, som lige er kommet på gaden, lærer man om, hvordan nazisterne, under det tredje riges tyrrani, konstruerede et sprog, der på mange måder blev en undskyldning for, hvorfor det var i orden at diskriminere jøder, sigøjnere, kommunister, homoseksuelle og andre, som Hitler og hans håndgangne mænd ikke kunne lide.
Måske er det sådan, at vi mennesker er gode til at finde på gode undskyldninger for, hvorfor almindelig medmenneskelighed kan sættes ud af kraft i dette eller hint tilfælde.
I dag hører vi så om Jesus, der holder dom ved tidens ende over to grupper af mennesker.
På den ene side har vi de velsignede, som har hjulpet de sultne, de syge, de fremmede og dem som var i fængsel, som om det var Kristus selv, de hjalp.
På den anden side er der de forbandede. Det er dem som ikke har hjulpet dem, der var i fængsel, eller manglede tøj, eller mad og drikke. Dem, der ikke havde set Kristus i de mennesker, som havde brug for hjælp.
Læg mærke til de velsignedes undren: De spørger: ” Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?”
Jeg hører de velsignedes spørgsmål som om de ikke har gjort det gode, de gjorde, af en bestemt grund. De gjorde det bare, fordi deres hjerte bød dem at handle.
Omvendt med dem, som er forbandede. Det er som om, at de også er dybt overrasket.
Overrasket over, at Herren siger, at de IKKE har tjent ham. Måske kan man ligefrem sige, at de, som Herren i denne søndags evangeliefortælling forbander, ser sig selv som kristne.
De andre derimod. De velsignede tilhører ikke nogen bestemt gruppe. De kendes bare på, at de gjorde, hvad de kunne for at hjælpe deres medmennesker i nød.
Men hvis den anden gruppe, de forbandede, er en gruppe af kristne, der ikke gjorde, hvad de skulle, kunne man spørge, hvad gjorde de så?
Jeg tænker, at de strækte sig til det yderste for at være gode kristne, som tjener Jesus Kristus. De gjorde, hvad de kunne for at finde frem til den rette moral, og det er jo altid godt at gøre sådan, men i den proces kom de måske osse til at finde på alle mulige gode undskyldninger for, hvorfor de ikke skulle hjælpe de sultne, de nøgne, de fremmede og dem, som var syge;
Nøjagtig ligesom jeg og mange af mine klassekammerater osse havde vore gode undskyldninger for, hvorfor vi måtte drille Johanne i min klasse, da jeg var barn.
Nøjagtig, som nazisterne udviklede et sprog, der gav tyskerne gode undskyldninger for at diskriminere alle dem, nazisterne ikke kunne lide.
Såvidt gruppen af dem, som Kristus i dag forbander.
De andre derimod, de velsignede, gjorde bare, hvad der skulle gøres, uden at have gode forklaringer.
Vi mennesker har det med at danne klubber. Klubben for de kristne, klubben for danskere, klubben for tyskere eller klubben for alle dem i min klasse, der ikke hed Johanne.
Klubber og sammenslutninger af mennesker er gode for mange ting, men de har en tendens til at opfinde gode undskyldninger for hvorfor, man ikke skal hjælpe dette eller hint menneske, som er i nød.
Nogle mennesker, som er gode kristne, siger engang imellem, at man ikke må hjælpe mennesker, hvis lidelse, man kun har hørt om i tv. De mener, og kan argumentere for det på en overbevisende måde, at sand hjælp kun kan gives ansigt til ansigt.
I Tyskland i 30erne mente nazisterne, at det var ok at udelukke jøder, sigøjnere og andre, de ikke kunne lide fra det almindelige samfundsliv. Det var ok, at se bort fra almindelig medmenneskelighed af hensyn til Tyskland, sagde man dengang.
I vores klasse måtte vi gerne drille Johanne, mente vi. For hun var pivet og vigtig og selv udenom det, sagde vi, når vi skulle forklare, hvorfor vi gjorde det, vi godt vidste, var forkert.
Og hvad skete der egentlig med Johanne?
Jeg ved det ikke. Hendes navn er opdigtet, selv om hendes person og vore drillerier var virkelige nok, da jeg gik i skole.
Men Johanne, hvor end du er;
Den præst, der fortæller dette om mine og de andres drillerier af dig, er en af de forbandede, som Jesus taler hårdt til med disse ord:
” Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.”
Og Kære Johanne, det vi gjorde mod dig gjorde dig psykisk nøgen. Det gjorde dig til en, som mentalt set, var uden mad og drikke, og du blev fremmed i din og min skoleklasse.
Og for undskyldningerne for, hvorfor vi måtte gøre sådan ved dig, er jeg hjemfalden til straf i den evige ild.
Sådan er det.
Det eneste jeg har at håbe på er nåde fra min Herre Jesus Kristus, som i det nye testamente skaber en nåde, der overgår både jordiske og himmelske målestokke for barmhjertighed.
Måske kan vi se et flig af denne barmhjertighed, hver gang et menneske hjælper et andet;
Ikke fordi det ene menneske har en god grund til at hjælpe det andet;
Men fordi det andet menneske slet og ret har brug for hjælp.
AMEN!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar