Spyttemandens bekymringer

Forleden dag gik en mand op på en motorvejsbro i nærheden af Rødby.

Da han så skarerne af flygtninge, som håbede at komme til Sverige ved at gå på motorvej E47, nedenunder motorvejsbroen, spyttede manden ned på dem og råbte:

 

”Skrid hjem!”

 

Billedet af den spyttende vrede mand er nu delt mange mange gange på de sociale medier,

og folk er dybt forarget over ham, der spyttede ned på de gående flygtninge på vej til Malmø.

 

For min egen del må jeg nu sige, at jeg har det lidt anderledes.

Jeg tror spytteren er bange for de ting, der sker i øjeblikket.

Jeg er selv bange for de enorme udfordringer, vores kontinent står over for med mere end 50 millioner flygtninge i verden. Flygtninge, der alle sammen gerne vil have ordentlige samfund at leve i, og som for en dels vedkommende søger mod Nordeuropa.

 

Jeg holder rigtigt rigtig meget af det danske velfærdssamfund.

Det har hjulpet mig og min familie meget. Senest er min moster kommet på plejehjem, og ja! Jeg kan ikke lade være med at spørge:

 

Hvordan skal det hele gå i en fremtid, hvor vi har mange nye borgere, hvor af en del ikke har en naturlig plads på arbejdsmarkedet, og som derfor ikke betaler skat til vort velfærdssamfund i de første generationer af deres slægts tid her hos os?

 

Hvordan skal det gå med sygehusene, med skolerne, med plejehjemene? Hvordan skal det gå med forsørgelsen af dem uden arbejde?

 

Hvordan skal det gå?

 

I dag siger Jesus:

”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?”

 

Nogen af Jer kan måske huske en tidsalder, hvor I eller Jeres forældre var bekymret for maden og for det tøj, I skulle have på. Jeg kan ikke huske den tid, for jeg er født og opvokset i velfærdssamfundet, og jeg er opdraget til at stole på velfærdssamfundet.

 

Og jeg er bekymret på velfærdssamfundets vegne, og det tror jeg også han, der forleden spyttede oppe fra en motorvejsbro, er.

 

Vi er bekymrede på vores samfunds vegne. Hvordan skal det dog gå med velfærdssamfundet; tænker vi.

Det, som sker i øjeblikket, har så vidtrækkende konsekvenser, at det sikkert vil ændre det samfund, vi i dag tager for givet.

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”

 

Sådan siger Jesus i dag, og spørgsmålet er, om ikke min bekymring for velfærdssamfundets fremtid er en slags kærlighed til Mammon?

 

Jeg er bekymret for alt det, jeg kender.

Jeg er bekymret for alt det, jeg har.

 

Og når man er bekymret for at miste det, man har, kan man let blive vred.

 

Og så var det, at han på motorvejsbroen spyttede.

 

Bag ved Gud mammon står der en anden gud.

Den gud hedder Molok og er i virkeligheden ikke en gud men en afart af satan.

Molok er vist i dag gået i glemmebogen, men på det gamle testamentes tid var der mennesker, der tilbad Molok. Disse mennesker var i evig bekymring. De var bekymrede for, hvordan det skulle gå med høsten og maden og tøjet, og alt det, som Jesus i dag siger, vi ikke skal bekymre os for.

Molokguden lod disse mennesker ofre deres børn på store offerbål som en slags modydelse for, at Molok ville give dem til dagen og vejen.

 

De ofrede deres børn til Molok for mammons skyld.

Og ja!

Således tjente de vel det onde eller den onde eller satan.

 

Når man er bange og bekymret, kan man gøre uhyrlige ting som at ofre sine egne børn til en afgud.

 

Når man er bekymret og bange og tillige vred kan man selv blive ond.

Tænk bare på, hvad der skete for nogen og firs år siden, da Hitler tog magten i Tyskland.

Adolf Hitler gjorde tyskerne vrede på sigøjnere, jøder, homoseksuelle, kommunister og mange andre.

Adolf Hitler overbeviste tyskerne om, at deres verden var ved at gå under, og derfor gik det store Tyskland i en voldsom krig, som smadrede det meste af Europa, og under hvilken der blev begået folkedrab, som vi stadig ikke forstår det traumatiske omfang af.

 

Den anden dag spyttede en vred mand så ned på de der flygtninge, som gik på motorvejen.

Jeg tror han var bekymret.

Jeg tror, han var vred,

Og derfor gav han sig mammon, molok og satan i vold og hældte alt sin vrede ud på mennesker, som er meget sårbare.

 

Det skulle han selvfølgelig ikke have gjort.

 

Men jeg kan ikke lade være med at identificere mig med manden, for som han er bange og bekymret, er jeg det også.

 

Og der er det gode budskab til spyttemanden og mig i dag, at Gud er hos os i vor bekymring. Han ved, hvad vi trænger til.

Og måske kan Gud give os et overskud uden bekymringer, så vi stiger ned fra motorvejsbroen og møder de der flygtninge, vi er bange for.

 

Måske kan Gud give os et overskud, så vi hjælper de mennesker, vi står ansigt til ansigt med.

 

Ikke fordi der er en plan, som sikrer, at alt går godt med Danmarks fremtid og velfærdssamfundet i næste generation.

For det er der ikke.

 

Men måske kan Gud give os et overskud til at hjælpe de mennesker, vi står ansigt til ansigt med, simpelthen fordi de er mennesker.

 

Som kvinden grebet i hor var et menneske.

Som storsvindleren Zakæus var et menneske.

Og måske kan Gud tage vore bekymringer så meget fra os, at vi kan overtale vore politikkere til at skabe bedre forhold for de mange flygtninge, der er i verden lige nu.

Ikke fordi flygtningene er bedre end dig og mig.

Ikke fordi flygtningene har gjort sig fortjent til det, men simpelthen fordi de er mennesker, som alle dem Jesus kom til og hjalp var mennesker slet og ret.

 

Og manden, der spyttede fra motorvejsbroen.

 

Jeg ville sådan ønske, at der kom en anden mand forbi. En mand med frelsermyndighed til at sige:

Hej du!

Kommer du ikke ned fra din bro?

I dag vil jeg smaddergerne være gæst i dit hus.

 

AMEN!