Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede
brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi
skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og
den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde
påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde
pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til
bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af
jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge
ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden
dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort,
som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes
af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som
forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde
det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine
disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog
et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod,
pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer:
Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den
som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen,
gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30
Det fortælles, at den svejtsiske teolog og præst, Karl Barth
engang holdt et foredrag. Bagefter rejste en ældre kvinde sig og spurgte Karl
Barth:
”Hr. Professor; vil jeg komme til at se mine kære i
himmerig?”
Karl Barth grundede vistnok en del over det spørgsmål,
hvorefter han rømmede sig og svarede:
”Ja, men osse alle de andre!”
Jeg har taget denne anekdote med mig i dag for at
anskueliggøre, at vi mennesker ofte tænker om Gud og himmel og jord ud fra det,
som gør os trygge og glade.
Den ældre kvinde ville så gerne vide, at hun kom til at se
sine kære igen i himmerig.
Og jeg synes fortællingen er så fin, fordi Karl Barth ikke trækker
tæppet væk under kvinden. Han svarer jo ”Ja!”
Men samtidig får han også fortalt hende, at kristendommens
gode budskab selvfølgelig er frelse for alle dem, den ældre kvinde havde kær,
men kristendommen er også frelse for alle dem, der ikke var hende kær.
Jesus kom med Guds Frelse til verden.
Det er en frelse, der på en gang skænker os det evige liv og
som samtidigt smadrer alt det trygge.
På mange måder er frelsen ligesom et veldækket men frygteligt
middagsbord.
Forestil dig, at du kommer hjem til dit hus.
Du ved, at der er dækket op til middag for dig og dine bedste
venner.
Det er dine kære, der er samlet til middag. Det er de
mennesker, du er mest tryg iblandt.
Selv ville jeg elske sådan en middag, og jeg tror, at vi alle
sammen nok har det sådan.
Så er der bare lige den detalje, at du i en vision får nogle
trælse ting at vide om dine venner, dine kære.
Du får at vide, at en af dine venner har forrådt dig, så du
mister dit arbejde og sandsynligvis må gå fra hus og hjem.
En anden af dine venner har været sammen med din ægtefælle,
som således har været dig utro.
En tredje en af dem har bagtalt dig på det groveste og
fornægtet sit nære venskab med dig.
De andre venner, ja de er såmænd bare almindelige kanaljer,
som du i din vision ser rende fra dig, da du har mest brug for dem.
Og så kommer I til festen,
Du og alle dine venner.
Du og alle dine kære,
Og på ironisk vis bliver det hele endnu værre her, for en af
dine såkaldte venner foreslår, at I inden I går til bords lige skal høre Jodle
Birgers gamle slager ”Rigtige venner”.
Og det gør I så.
Og herefter er det op til dig eller mig at føle efter i
maven, hvad der så sker.
Personligt kan jeg nok mærke de vrede følelser stige op i
mig, og alle mine muskler spændes af raseriets adrenalin, men Jesus.
Han, der skal forlades, forrådes og fornægtes;
Han indstifter nadveren.
Dermed forkynder Jesus, at han giver sig selv til sine feje
kujonagtige venner.
Jesus fortæller dem, at hans egen krop og hans blod er til stede
i det måltid, de skal til at dele med hinanden.
På en vis måde har disciplene et medansvar for, at Jesu krop
i morgen, langfredag, bliver brækket i stykker og slået til blods.
Og så giver Jesus disciplene sin egen krop og sit eget blod.
Sådan er Guds kærlighed!
I den situation, hvor jeg ved, at der skulle tre bomstærke
mænd til at tøjle min vrede, der viser Jesus Kristus, Guds Søn, vor Frelser
os Guds kærlighed.
Og den ældre dame ville gerne have Karl Barth til at gøre
hende tryg og bekræfte for hende, at hun i himmerig ville få sine kære at se.
Karl Barth svarede Ja og fik hende til at slappe af, men så
kom det evangeliske ”men osse alle de andre!”
Alle dem, den gamle dame i sit liv har følt væmmelse overfor,
Osse dem skal hun i himmerig få at se.
Og mon vore Herre Jesus Kristus skal få sine kære at se ved
det himmelske nadvermåltid?
Ja hans kære i kraft af, at han elsker dem; Ikke på grund af,
hvad de selv kom med.
For det, de selv bragte med, var jo forræderi, fornægtelse og
en evne til at stikke af så hurtigt, at man ikke kunne se deres bagdele for
skosåler.
Og der, hvor den ældre kvinde får sine kære at se og de
andre;
Der får Jesus sine kære at se men altså osse dem, der har
gjort ham uret.
I dag indstifter Jesus så nadveren.
På søndag fejrer vi hans opstandelse fra de døde.
Jesu opstandelse gør det, som sker i dag, skærtorsdag og i
morgen, langfredag
Til noget, som giver håb til verden.
Disciplene huskede skærtorsdag og nadvermåltiddet. Og
nadveren er til denne dag blevet ved med at være noget særligt indenfor
kristendommen.
Nadveren er et helligt og helt særligt måltid, og derfor har
der osse været en beklagelig tendens indenfor kristendommen til ligesom at
ville sikre, at de, der tog del i nadveren, var pæne mennesker.
Jeg forestiller mig, at disciplene nogle år efter påskens
begivenheder har spist sammen med hinanden.
Måske har de ligesom glemt, hvem de var skærtorsdag og
langfredag.
Da er det banket på døren, og ind af døren er der kommet to
mænd.
Den ene kender disciplene som en god kristen, men den anden
kender de som et dumt svin, der forfølger de kristne og gerne vil slå dem
ihjel.
Disciplene får nu at vide, at det skændige menneske, Saulus
hedder han, har omvendt sig til kristendommen og har taget navnet Paulus.
Paulus sætter sig ved disciplenes bord. Han vil gerne spise
med dem, men det synes disciplene er klamt. Paulus har jo set til, mens deres
venner blev stenet, og han er i det hele taget en værre en.
Så kommer åbenbaringen til disciplene. De husker, hvem de var
skærtorsdag, da Jesus spiste med dem.
Og således kan det ikke være anderledes, end at nadverbordet
osse åbnes for den Paulus, som om sig selv siger et sted, at han har forfulgt
Guds Kirke.
Og her har vi måske historien om nadverbordet i en nøddeskal.
Der har altid været en tendens til at gøre nadveren til en
begivenhed for de hellige eller de oplyste eller de rene.
Men nadverbordets historie har en osse en anden retning.
Nadverbordet har altid været syndernes bord. Måske har synderne nogle gange glemt,
at de var syndere, men på et tidspunkt er der føjet flere pladser til
nadverbordet, så de dumme, de grimme, forrædderne, fornægterne og de feje også
kunne være med sammen med alle slags hedninger, kvinder, prostituerede, bøsser
og forbrydere.
Og til sidst blev der såmænd osse plads til en kujon som mig,
og der er osse plads til et godt menneske som dig.
Og på en måde er nadvermåltiddet en forberedelse af det evige
liv i himmerig. Vil du og jeg få vore kære at se? Ja, men osse alle de andre!
Og Judas, hvad med Judas?
Jeg ved det ikke. Han var med ved nadverbordet, men gik selv
bort. Går han fortabt, eller hentes han op af helvedes kval, som det siges i en
af vore moderne salmer? Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at hvis jeg var Jesus, så ville jeg gå i sort
af raseri skærtorsdag både på Judas og de andre.
Men jeg er en kujonagtig synder.
Jesus er Guds Søn, der skærtorsdag delte brødet og vinen med
Judas og de andre svæklinge.
Rigtige venner kan ikke købes for penge.
Den rigtige ven er Jesus Kristus, som gav sig selv hen for os.
AMEN!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar