Helt rigtig; Johannes!

Han gør det helt rigtige; ham Johannes.

Han prædiker og peger væk fra sig selv hen på Jesus Kristus.

På en måde giver han os et billede på, hvad Kirkens rolle er;

i Guds store plan.

Kirken skal pege på Jesus Kristus, der er forskellig fra kirken, nøjagtig ligesom Johannes Døberen pegede på Jesus Kristus, som Johannes også var forskellig fra.

Og man kunne så spørge sig selv, hvordan det går med at efterligne Johannes Døberen i den moderne kirke.

Johannes gik i tøj af kamelhår, og han så mærkelig ud.

Jeg er i dag steget på prædikestolen i en klædningsdragt, der var hot mode

For fire hundrede år siden.

Johannes talte vist ikke så meget om sig selv og sit tøj, selv om det var så mærkeligt.

Jeg taler meget om mit præstetøj.

Forleden spurgte en fire årig mig om min krave, og jeg sagde til den lille purk, at jeg bruger kraven til at samle det mad op, som er tilovers efter morgenmaden, så kan jeg lige stikke tungen ud og ned i løbet af dagen, hvis jeg bliver sulten.

Johannes Døberen brugte vist ikke meget tid på at tale om, hvorfor han stod på den ene måde fremfor den anden.

Her i kirken er det vist mange gange en del af pensum for konfirmanderne, at de skal lære om, hvorfor altret i en kirke ofte vender mod øst og kirketårnet mod vest.

For en hurtig og alt for overfladisk betragtning det se ud som om, at Johannes pegede på Kristus og forkyndte, at nu kom Kristus snart, mens vi her kirken taler om os selv og prædiker om os selv.

Hvis jeg nu strækker min arm ud og peger med pegefingeren, så er der tre fingre, som stritter bagud ind i mod mig selv.

Johannes Døberen gør det, kirken skal gøre, han peger på Jesus Kristus.

Men selvom Johannes Døberen peger på Kristus og dermed gør det rigtige, er han stadigvæk en synder.

Det betyder ikke, at Johannes drikker for meget whisky og har en skødesløs tilgang til det modsatte køn.

Når Johannes Døberen er en synder betyder det, at han også har brug for Guds hjælp til at befri ham, så han kan se andet end sig selv og sin egen forfængelighed og egoisme.

Alle mennesker er syndere, og kirken er en klub af syndere.

Jeg her på prædikestolen er også en synder, og jeg personligt har brug for Guds hjælp, så jeg kan få øje på andet min egen egoisme og forfængelighed.

Johannes Døberen og mig og alle kristne, vi gør vort bedste for at pege på Kristus.

Men der er tre af vore fingre, som peger bagud mod os selv.

De tre fingre er måske en for vores forfængelighed, en for vores egoisme og en for vor forfængelighed igen.

Vi peger på Kristus det bedste, vi har lært, men vi kan ikke få ham til komme.

Kristus kommer til jorden som en fremmed kærlighed.

Vi er ikke værdige til at løse hans skorem, for mens vi peger på ham og altid er i en tilstand af forfængelighed og egoisme, som kom Kristus fra den højeste himmel og tog bolig på vor jord, som et hjemløst spædbarn i en familie af flygtninge.

Mens Johannes Døberen måske synes, at det er lidt sejt at gå rundt i kameluld, og mens jeg måske forestiller en speciel værdig stråleglans omkring præstekjolen, så kom Kristus fra den højeste himmel og lod sig torturere ihjel blandt forbrydere.

Johannes Døberen, mig, dig og kirken kan hverken gøre fra eller til overfor Guds Nåde.

Vi kan kun undre os, forundres og være glade.