Dette hellige evangelium skriver
evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem.
Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den
har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge,
som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens
engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i
vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led
af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der
og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil
du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe
mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en
anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks
blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den
dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og
det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som
gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem
var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet
helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af
menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til
ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget
værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde
gjort ham rask. Joh 5,1-15
I 1991 flyttede jeg hjemmefra.
Det var en dejlig følelse af
frihed.
Ja faktisk var det de første par
dage lidt ligesom at bo på hotel deroppe på Søholtkollegiet på Ansvej, så længe
maden hjemmefra rakte, og jeg stadig havde rent tøj.
Og mit gode humør var ikke til at
slå ud, for som HF studerende på TH Langs hernede i byen, fik jeg jo SU, så når
jeg ikke havde mere mad, kunne jeg jo bare købe noget nyt.
Og således blev jeg ikke ked af
det, da mit lille køleskab en dag var tomt, men frejdig i hu gik jeg over i det
lokale supermarked i Egeparken på Jagt efter en ost, for jeg havde lyst til
ost.
Ovre i supermarkedet blev mit gode
humør ødelagt. Det var første gang i mit liv, jeg selv skulle købe ost, og
ingen havde fortalt mig, hvor dyrt ost egentlig er.
Hvis jeg skulle have andet at spise
end ost i den måned, havde jeg simpelthen ikke råd til ost, og derfor gik jeg slukøret
hjem med rugbrød, billig leverpostej, havregryn og mælk.
Hvis én havde spurgt mig den dag,
”om jeg ville være voksen?”, ja så ved jeg ikke rigtig, hvad jeg havde svaret.
Næste dag blev det endnu værre, for
nu havde jeg boet for mig selv i fem dage, og mine bukser kunne snart gå selv,
selvom de altså ikke af sig selv gik ud og fandt en vasketøjskurv, så de kunne
blive vasket.
Om aftenen spiste jeg så min
leverpostej på rugbrød, mens mit fjernsyn var tændt i baggrunden, og lige
pludseligt bankede det på min dør.
Udenfor stod der en venlig mand fra
Danmarks Radios licens, og da gik det op for mig, at jeg havde overset endnu en
detalje på vej mod at blive voksen.
Vil du være voksen?
Hvis du havde spurgt mig den aften
lige efter besøget fra DR Licens, ville jeg nok svare, at jeg helst hjem igen
til min mor.
I dag spørger Jesus en mand, der
har været syg i 38 år, om han vil være rask?
Det er jo et mærkeligt spørgsmål,
for selvfølgeligt vil man da være rask, tænker jeg.
Når man er alvorligt syg,
forestiller jeg mig,
kæmper man jo med en svækket krop
og en angst for døden og sin sygdom, så selvfølgeligt vil man være rask, men
det kan være, at Jesus spørger den lamme mand ved Betesda Dam, om han vil være
rask, fordi det almindelige liv som rask voksent menneske også har nogle
bekymringer hæftet ved sig.
Den lamme ved Betesda Dam, skal for
eksempel nu ud at finde sig et sted at bo, for han er jo ikke længere syg og
skal derfor ikke mere være ved Betesda Dam.
Og når han så har fundet sig et
sted at bo, skal han til at bekymre sig om huslejen, og det betyder, at han
skal finde sig et arbejde, som han kan leve af, så der er penge til husleje,
brød, humus og hvidløg, og hvad ellers de spiste i Israel på Jesu tid.
Komikergruppen Monty Python har i
filmen Life of Brian en sjov scene, hvor der løber en mand rundt på markedet i
Jerusalem og råber: ”Giv penge til en tidligere spedalsk!” ”Giv penge til en
tidligere spedalsk!”.
Da filmens hovedperson Brian så
spørger om, hvorfor han dog skal give penge til en tidligere spedalsk? Siger
den mand, som engang var spedalsk i filmen Life of Brian, at han dengang, han
havde sin spedalskhed at slås med, havde en fin indkomst som tigger, men så kom
Jesus og helbredte ham, og tog hans indkomst fra ham.
Nuvel Life of Brian er en sjov film
med stof fra fiktionens verden, men der er noget vigtigt i denne scene. For
lige som manden ved Betesda Dam bliver Monty Python – filmens spedalske frelst
af Jesus til det almindelige voksenliv med alle dets jordnære daglidags bekymringer.
Man møder også de dagligdags
bekymringer, når man går fra at være barn til at blive voksen.
Barnelivets fordom overfor
voksenlivet er, eller var i hvert fald for mit eget vedkommende, at som voksen
kan man selv bestemme.
Men det helt almindelige liv som
voksen er jo fyldt med bekymringer om husleje, licenser og skat og om, hvor maden
skal komme fra.
Og så har jeg slet ikke nævnt noget
om de bekymringer ens liv bliver fyldt med, når man får børn.
Det almindelige voksenliv er fyldt
af bekymringer. Det måtte jeg sande den dag, mine bukser kunne gå selv, og DR
Licens kom på besøg midt i en alt for kedelig leverpostej oven på noget mere og
mere smuldrende rugbrød.
Og Jesus spørger i dag en mand, som
har været syg i 38 år, om han vil være rask, og selvfølgelig vil han det, for
han vil gerne kunne bruge sine ben igen, og han vil vel osse gerne være fri fra
al sin angst og sin smerte, men på en måde kan jeg osse godt forstå den mand,
som Jesus gør rask, hvis der er noget i ham, der siger, at han ikke vil tilbage
til det almindelige voksenslivs bekymringer.
Vil du være rask? Vil du være
voksen?
Ja selvfølgelig, for hele meningen
med at være syg er, at man igen skal blive rask, og når man er barn, skal man
blive voksen.
Dengang i 1991, hvor voksenlivet
kom til mig i form af en ost, jeg ikke havde råd til og nogle bukser, der var
så beskidte, at de kunne gå selv, da tog jeg mig sammen.
Jeg sørgede for, at jeg altid var
gode venner med Licensen. Jeg betalte min husleje til tiden, og mit tøj blev
vasket rent næææsten altid før, det selv kunne gå.
Men det irriterede mig grænseløst,
når jeg igen og igen opdagede, at der alligevel var ting, jeg ikke selv
magtede, selvom jeg ihærdigt prøvede.
Sådan var det indtil en dag, hvor
det slog mig, at nøglen til det at leve et almindeligt voksenliv med alle dets
bekymringer måske var at stå ved, at man ikke magter det hele selv.
Måske er det gode liv afhængigt af
andre mennesker. Andre mennesker, som hjælper en, når det brænder på, og det
almindelige livs udfordringer bliver for store med regninger, mad, arbejde, og
hvordan det dog skal gå ens børn.
Vi mennesker er skabt til at være
afhængige af andre mennesker, uanset hvor voksne, raske og ansvarlige vi er.
At synde er i den forbindelse at
lyve sig uafhængig af andre mennesker.
Og den mand, der var syg i 38 år,
men i dag bliver helbredt af Jesus, skal ikke synde.
Han skal ikke lyve for sig selv og
tro, at han ikke har behov for andre mennesker, selvom han bliver rask, for han
og jeg selv og du og alle mennesker er skabt til et menneskeliv i fællesskab AMEN!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar