Peter, Judas, dig og mig (Prædiken 1. søndag efter påske 2012)

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19

Kære Menighed!

Jeg vil i dag begynde min prædiken med en bekendelse.

Min bekendelse er, at jeg har frygteligt svært ved at tilgive. I sær hvis nogen har svigtet mig.

I dagens evangeliefortælling bliver Peter tilgivet af Jesus.

Han bliver tilgivet efter, at han har opført sig usselt. Han fornægtede jo Langfredag ethvert kendskab til Jesus.

Måske husker I historien om Peter i ypperstepræstens forgård, hvor Jesus blev holdt fanget, og hvor Peter tre gange blev spurgt, om ikke han var en af dem, der fulgtes med Jesus.  Og hvor Peter, for hver gang han fik spørgsmålet, benægtede sit venskab med Jesus mere og mere hårdnakket.

Jeg kan nogle gange ikke lade være med at tænke på, om der i virkeligheden er så stor forskel på Peter og Judas. Begge to svigtede Jesus.

Judas forrådte Jesus skærtorsdag.

Peter deserterede fra sit medlemskab af discipelskaren, da det virkeligt gjaldt langfredag.

Forræderi og desertering.

Begge forseelser straffes med døden, hvis man begår dem og er soldat i en hær, der er i krig.

Det forekommer mig, at den store forskel på Judas og Peter, det er, at Judas er blevet udnævnt til at være verdenshistoriens største skurk.

Det kan man jo forvisse sig om ved at besøge mange af vore gamle kirker og tage et kig på de forskellige altertavler og kalkmalerier. Der står Judas nemlig tit med en kniv og et fælt smil på læben, mens Peter står og ser from ud med sine nøgler, som han har fordi, man i middelalderen mente, at Peter var den, der havde til arbejde at lukke folk ind i himlen ved himmerigets port.

Judas er blevet far til alle skurke og forbrydere, mens Peter er blevet portner.

For mig at se er forskellen mellem de to ikke så stor.

Ved et under kunne Peter håndtere sin fortvivlelse, indtil han i dagens evangelietekst altså bliver taget til nåde igen.

Judas derimod kunne ikke håndtere sin fortvivlelse, men endte som bekendt med at tage sig selv af dage.

I dag bliver Peter tilgivet. Tilgivelsen kommer i form af, at Jesus giver ham nye opgaver.

Jesus giver Peter opgaven, at vogte Jesu lam, at være hyrde for Jesu får og at vogte Jesu får.

Det kan alt sammen komme ud på et, for det handler om, at Peter skal være præst i Jesu kirke.

Man kunne nu spørge, hvad siger det om præster i Jesu Kirke?

Jo det giver den nedslående beskrivelse af præster, at de ikke er til at stole på.

De forråder som Judas. De deserterer som Peter.

Præster er som Judas og Peter, og på den baggrund, kan man vist godt sige, at det ikke står alt for godt til med os præster.

Egentlig taget dur præster kun til deres arbejde, hvis der sker det samme med dem, som der i dagens evangeliefortælling sker med Peter.

Nemlig at svigt og fornægtelse bliver dem tilgivet.

Kun, hvis vi præster oplever at blive taget til nåde af Gud, dur vi til vort arbejde.

Præster har brug for Guds tilgivelse.

Alle mennesker har brug for Guds tilgivelse.

På en måde er Judas og Peter nemlig indeni os alle.

Vi er nemlig alle præster.

I sær i vor lutherske folkekirke fylder det meget, at det er sådan, at vi alle er præster.

Jeg er præst.

Du er præst,

og indenfor den kristne kirke betyder det, at vi begge har den opgave at skulle forkynde, at Gud er den, der i Jesus Kristus giver tilgivelse, hvor der var svigt, fornægtelse og forræderi.

Vi er alle præster.

Vi har alle sammen lidt af Judas og Peter i os.

I løftet lag, når de sjove historier kommer frem, fortæller man ofte om pinlige episoder i sit liv. Det gør jeg i hvert fald, og måske kan du genkende det.

Nogle gange slår det mig, at disse såkaldt pinlige episoder, slet ikke er pinlige. De er bare morsomme.

Hvis man endelig deler noget, der virkeligt har været pinligt, bliver der som regel helt stille. Der bliver pinlig tavshed.

Alle os præster;

det vil sige du og jeg,

har pinlige mørke pletter i vore liv, som vi helst ikke deler med nogen.

Jeg har mørke pinlige pletter i mit liv, som jeg ikke vil dele med nogen som helst.

Fordi det er sådan hos mig, er jeg sat til at forkynde, måske fordi jeg en gang imellem, når jeg konfronteres med de mørke pletter i min hukommelse, i et klart øjeblik forstår

fra hvilket dyb, Guds tilgivelse har hentet mig op.

Måske kan du genkende det fra dig selv.

Og hvis du har det sådan, så er du en god præst i det dagligliv, du lever.

Et vilkår ved det at være præst, som både du og jeg er det;

Et vilkår ved at være troende menneske er, at man stadig mangler rigtig meget for at nå frem til den perfekte tro og det perfekte kristenliv.

Personligt har jeg aldrig været særlig god til at tilgive, når nogen har gjort noget imod mig, jeg synes var forkert.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg deler denne mangel med rigtig mange mennesker.

Måske er det sådan, at det forkastelige andre gør imod os, at det sætter sig i os, som en nagende tvivl, der spørger os, om vi er elsket.

Når vi husker, det, som en eller anden gjorde imod os, kommer denne tvivl måske og spørger: ”Men er du egentligt elsket?”

Derfor er det så svært for mig og mange andre at tilgive, for når jeg skal tilgive, dukker dette spørgsmål op igen og igen.

”Er du egentligt elsket?”

Dette spørgsmål fra tvivlens dybeste bo, gør at tilgivelsen næsten ikke er til at have med at gøre her på jorden blandt mig og mange af mine medmennesker.

Det viser osse, synes jeg, at Jesu tilgivelse af Peters desertering stammer fra himlen, hvor kærligheden aldrig drages i tvivl.

Jesus tilgiver Peter, og det sker ved, at Peter bliver inviteret til det arbejde, der venter.

Det er ikke et let arbejde, som venter Peter, men det er tværtimod et arbejde, hvor Peter skal stå ansigt til ansigt med lidelse og forfølgelse.

Og ansigt til ansigt med disse vældige kaosmagter, skal Peter fortælle mennesker om Guds kærlighed, der skaber liv af døde og tilgivelse ud af svig og forræderi.

Måske er Peter i stand til at møde det, som venter ham, fordi han ved, at han er elsket af Gud på trods af, at han er en ussel desertør.

Du og jeg og os alle; Vi er alle elsket af Gud.

Lad os alle gå fra gudstjenesten i dag med visheden om, at vi er tilgivet.

Lad os gå herfra kirke med Guds kærlighed i ryggen ud til det liv, vi hver især lever.

Vi er alle præster for hinanden. Alle har vi ansvaret for at passe på hinanden og fortælle hinanden om Jesus Kristus.

Og på samme tid har vi behov for at nogle passer på os og fortæller os om Guds kærlighed i Jesus Kristus. AMEN