Per bruger det meste af sit liv på at være bitter.
Bitter på Poul, for Poul tog Lis, som jo skulle være kærester med Per, mente Per.
Der er masser af andre ting, som Per er vred og sur og bitter over.
Måske favoriserede hans forældre de andre søskende på hans bekostning.
Måske fik han ikke helt det arbejde, han godt kunne tænke sig.
Måske er der en masse andre ting i vejen.
Per er bitter, vred og sur.
Pers retfærdige harme deler han med en masse forskellige grupper indenfor den brogede familie, menneskeheden er.
Arbejderklassen for eksempel. Arbejderklassen har meget at være vred over, for de er blevet udnyttet og udbyttet af de fæle kapitalister igennem hele industrialiseringens historie. Ja udnyttet er de blevet og udbyttet.
Pers retfærdige harme deler han også med hele det danske folk.
Thi var Danmark da ikke et meget større land, om ikke det var for svenskerne; Om ikke det var for tyskerne; om ikke englænderne havde bombet den danske flåde sønder og sammen i 1801. Om ikke tyskerne havde røvet Slesvig og Holsten fra os i 1864. Om ikke svenskerne havde taget Skåne Halland og Blekinge i 1657.
Og vreden stopper ikke der
For Poul er osse bitter. Bitter og vred over, at Lis måske hellere ville være kærester med Per end med ham.
Og kapitalisterne er osse sure. Skatten er jo for høj, og fagforeningerne er tyraniske.
Og tyskerne er vrede. Vrede på de allierede, der gjorde Tyskland til et lille land i det tyvende århundrede.
Vrede er tyskerne osse på franskmændende, som hærgede Tyskland i 1808.
Vrede er de og bitre; bitre som svenskerne, der mistede først Finland og siden Norge.
Og England! England er slet ikke det samme, siden englænderne mistede emperiet, så derfor har englænderne osse deres retfærdige harme.
Alle er vrede, skuffede og bitre; osse Lis, som i sin tid skulle vælge mellem Poul og Per.
Og en dag, en lang fredag i menneskehedens historie er der stævne for de vrede.
Per kommer ligesom Poul og Lis.
Arbejderklassen og kapitalisterne kommer sammen med danskerne, tyskerne svenskerne, englænderne, franskmændende, jøderne, muslimerne, præsterne, bedemændende, graverne organisterne, børnene, bedsteforældrene, hinduerne, buddhisterne, de homoseksuelle, katolikkerne, protestanterne, de rene, de urene, de lovlydige, de kriminelle og de almindelige, mændene og kvinderne.
Alle slags mennesker af alle klasser, begge køn og alle folkeslag og religioner er der den dag til stævne for vreden.
Nogle bærer et menneske frem.
En forsøger at sige, at ham der de kommer med er uskyldig. Han har ikke gjort noget, prøver han at sige.
Men vreden er så meget op at køre, så ingen kan tænke sig om, hverken Per, Poul eller Lis, eller danskerne, svenskerne, tyskerne, englænderne, arbejderne, kapitalisterne eller nogen af de andre.
Ingen kan tænke sig om. Vreden løber frit og uhæmmet.
Alle er vrede og alle har en fornemmelse af, at hvis man ikke er vred, så man bliver man offer for de andres vrede.
Og ham, der vist nok er uskyldig. De slår ham og sparker ham.
De spytter på ham og råber ind i ørerne, så hans trommehinder synger af deres vrede.
Og så bærer de ham, som vist nok er uskyldig, udenfor byen, og de nagler ham fast til et kæmpe kors.
Og det gør ondt på ham. Smerten lyser ud af ham, men det gør dem ikke noget. Tværtimod fryder de sig næsten ved synet af hans smerte. Det er ligesom om, at hans smerte tilfredsstiller dem.
Og de bukker sig til jorden og tager sten op.
De kaster dem.
Ham, som en af dem sagde, vistnok er uskyldig, såres af hver eneste sten.
Det gør ondt på ham, og der kommer mere og mere blod.
Men det gør godt at kaste stenene. Det mærker både Per og Poul og Lis, arbejderne, kapitalisterne og alle de andre. Det gør godt at kaste stenene. Man får lettet på noget af al sin vrede. Vreden forsvinder deroppe på korset, når den får lov til at sætte fart på en sten, der efterlader et sår i ham deroppe.
Åååh det gør godt.
Een af dem. Et menneske, der osse er vred vil have opmærksomhed og anerkendelse ved de andres latter.
Han render op til korset med en svamp.
Han, der hænger på korset, tror, at der er vand på svampen og drikker, men det er ikke vand. Det er eddike. Det er eddike, som de har brugt til at gøre toiletterne rene med.
Og alle griner af ham, der vistnok hænger uskyldigt oppe på korset.
Og alle griner anerkendende med ham, der, midt i sin vrede, var så kreativ, at han fik ideen med eddiken fra toiletspanden.
Og alle nede i flokken af alle de vrede griner.
Åååh det gør godt sådan at få luft for sin vrede.
Åååh det gør godt.
Og snart er der ikke mere tilbage af ham den uskyldige.
Han er død. Han er væk.
De går op til korset og kigger. Han er der ikke.
Og et eller andet sted, så er det vel det, man kan forvente, når alle Per, Poul og Lis, danskerne, tyskerne, svenskerne, englænderne og alle andre kategorier af mennesker har kastet alle deres vrede sten.
Man kan vel ikke forvente andet, end at det dør en mand af.
Og nogen siger, at han var uskyldig, og andre griner bare.
For kan han være uskyldig, når nu de fik så godt afløb for al deres retfærdige vrede?
Og nu lægger Per mærke til, at der ikke er nogle sten tilbage ved korset.
Og han råber det ud.
”Der er ingen sten ved korset!”
Og det er dybt underligt.
Her har omtrent hele menneskeheden stået og kastet sten på ham, der vist nok var uskyldig.
Og alle stenene er væk.
Det er som om ham på korset har taget alle stenene med sig i døden.
Og nogle af dem bliver frygteligt bange.
Al deres vrede landede med stenenes vægt på ham, der hang på korset og vistnok var uskyldig.
Hvad nu hvis han kommer tilbage med al deres vrede og med stenene?
Huha! Tanken er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
Men nogle af dem, der står der og var så vrede fornemmer et under. Måske bliver vreden forvandlet, så stenene forsvinder for evigt, og verden bliver fyldt med lys og liv.
Hvad der sker efter dette øjeblik i verdenshistoriens længste fredag, ved hverken Per, Poul, Lis, danskerne, tyskerne, svenskerne, englænderne, arbejderne, kapitalisterne eller nogle af alle de andre kategorier af mennesker, der har fyldt menneskehedens historie med så meget vrede;
For denne dag, vredens fredag, er fyldt med et underligt mørke, som om al denne vrede har sat sig i en giftig tåge over jorden.
Vi må vente til søndag for at se, om vreden kommer tilbage eller om lyset og livet vinder. AMEN!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar