Kære Gud!
Tak for, at du i Jesus besejrede døden.
Tak for, at du har skabt verden til at være en verden, hvor kærligheden vinder.
Tak for, at du i Helligånden lader os det vide!
AMEN!
Schindlers liste er en film fra halvfemserne, som er optaget i sort / hvid.
Filmen handler blandt andet om de ugerninger, som nazisterne begik mod jøderne under anden verdenskrig.
Den mest uhyggelige scene i filmen er der, hvor en battailion af SS soldater rydder Krakows jødiske ghetto.
Denne scene er såvel som resten af filmen er optaget i sort /hvid.
Mestendels er der i denne scene soldater, der dræber til højre og venstre. I sort / hvid myrder de og lemlæster, og forårsager deres ofres skrig, skrål og død,
og det alt sammen i sort / hvid.
Mine minder fra denne scene er ret selektive.
Jeg kan huske soldaterne og deres ofre i en mærkelig grød af sort hvid vold.
Og så midt i det hele er der en lille pige med en rød jakke.
Midt i denne scene og film om vold og forbrydelser mod menneskeheden er der en lille pige med rød jakke.
Hende kan jeg huske med hendes røde jakke, brune hår, brune øjne og barnlige sårbarhed.
Den lille pige med den røde jakke er det, jeg bedst husker fra Schindlers Liste.
Og hvorfor er det sådan?
Måske er det fordi, jeg er præget af en mærkelig historie om en underlig Gud, der lod sig blive et sårbart menneske for hele verdens skyld.
Og den underlige Gud;
det er ham, der i dag siger, at han har fået al magten.
Og lige så underligt, som det er, at den almægtige Gud blev et sårbart menneske,
er det, at han i dag siger, at han har fået al magten, for på en måde led han et kæmpe nederlag ved korsfæstelsen langfredag.
Personligt har jeg det med Jesu korsfæstelse, som jeg har det med pigen i den røde jakke fra Schindlers liste.
Ligesom jeg husker pigen med den røde jakke fremfor ss soldaterne med deres geværer og bajonetter, husker jeg levende Jesus i beretningen om langfredag, fremfor de mennesker, der korsfæstede ham.
Pilatus var der en af dem, der hed.
Der var osse noget med Herodes og Judas.
Jeg husker et eller andet om nogle soldater, som spillede terninger om det tøj, Jesus havde på,
ellers husker jeg intet om dem, der var skyld i Jesu korsfæstelse.
Måske er det fordi, rå vold smadrer ansigter og kendetegn både på ofrene og på bødlerne.
I modsætning til kærlighedens magt, som opbygger ansigter og fremmer kendetegn.
Derfor kan jeg huske pigen med den røde jakke i den sort hvide Schindlers liste, men ikke de anonyme soldater, der i samme film skød ind i anonyme ofre.
Derfor glemmer jeg ikke den korsfæstede, som rå magt reducerede til et stykke materiale,
men som påskemorgen opstod ved kærlighedens magt med et genkendeligt ansigt og en genkendelig stemme.
Det er kærlighedens magt, som i dag siger til os, at vi skal gå ud og gøre folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Det er den kærlighed, som hengav sig til sårbarheden.
Det er den kærlighed, som i dag befaler os at fortælle mennesker om sig selv.
Den rå magt kan kendes på, at den hader forskelle.
Ofrene for den rå magt reduceres til materiale.
Mens den rå magts udøvere, bødlerne, reduceres til forskelsløse tilbedere af magten.
Denne forskel på den lille pige i den røde jakke i Schindlers liste og de onde anonyme soldater skal vi huske på.
For jeg som kristen menneske:
Jeg er nøjagtig lige så ond som ethvert andet menneske.
Og jeg kan fristes til at bruge rå magt i kampen for at gøre alle folkeslag til Jesu disciple.
Jeg kan fristes til at true dig med helvedes forbandelse, hvis ikke du mener det samme om kristendom som jeg selv.
Jeg kan fristes til at hente dig ud af dit hus med soldaters hjælp og døbe dig under tvang.
Og når jeg fristes til disse ting, bruger jeg jo på den ene eller den anden måde den rå magt, som udrydder alle forskelle.
Og så glemmer jeg, at kristendommen bygger på historien om, at det var ham, som den rå magt slagtede, der, ved kærlighed, stod op fra de døde.
Og ved brugen af den rå magt i kristendommens navn glemmer jeg den kristne Gud:
Faderen og Sønnen og Helligånden,
som er et væsen og samtidig tre.
Faderen og Sønnen og Helligånden,
som er en Gud, der i sit væsen har plads til forskelligheden, ansigtstrækkene og nuancerne.
Soldaterne i Schindlers liste, som i sort hvide nuancer udøver vold og mord og sletter alle ansigtstræk både på deres ofre og dem selv,
de soldater taber, for døden har tabt.
Den lille pige med sin røde jakke, sit brune hår, sine brune øjne og sin barnlige sårbarhed;
hun sejrer,
For Kristus er stået op fra de døde,
Og Faderen har skabt verden til at være en verden, hvor kærligheden vinder,
og Helligånden lader os det vide.
AMEN
Ingen kommentarer:
Send en kommentar