Jeg er ved at læse Dødevaskeren af Sara Omar. Det er en bog, der er tætpakket med lidelse. Kvinder bliver voldtaget, og de bliver slået ihjel ved den mindste mistanke, om at de forbryder sig mod deres samfunds tyranniske krav om kvindelig puritanisme.
Og en aften da jeg havde læst endnu et par gruopvækkende
sider i Dødevaskeren, kom jeg til at tænke på, hvor mange af de der piger og
kvinder, der egentlig huskes.
Hvor mange mindesmærker er der mon sat op for at ihukomme de
piger og kvinder, der er slået ihjel eller mishandlet ved den blotte mistanke om
et liv lidt ved siden af kvindelivsnormernes tyranni?
Hvor mange mindesmærker?
Og Sara Omar kommer jo fra en anden kulturkreds end min egen.
Det er så let at skyde på den kulturkreds. For den er jo ikke en del af min
egen kulturelle DNA. Den er uden for mig selv så at sige.
Vi kunne også stille spørgsmålet tættere på. Hvor mange
mindesmærker er der mon rejst over de cirka 600 kvinder, som blev brændt på bålet
under hekseforfølgelserne i 1600 tallets Danmark? Hvor mange mindesmærker er
der rejst for dem?
Eller hvor mange mindesmærker er mon rejst for de dræbte, de
voldtagne og de mishandlede, når en flok aggressive soldater i alle tiders
krige mødte mennesker uden våben til forsvar af krop og ejendom? Hvor mange
mindesmærker er der mon rejst for dem?
Hvor mange mindesmærker er der mon rejst for denne verdens
glemte ofrer for lidelser?
I verdenshistorien er der masser af lidelser, der er glemt.
De færreste lidelser huskes, og de færreste lidelser sørger vi over.
Og i et hvert menneskeliv er der lidelser, som sætter sig i
os som traumer og svedeture. Det er lidelser, vi har svært ved at snakke om.
Det er lidelser, vi har svært ved at mindes.
Alle disse glemte lidelser er en anklage mod Gud. Hvad enten
vi taler om vore egne traumer eller de mange lidelser fra verdenshistoriens
store mørke skrigfyldte dyb.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, råbte Jesus på
korset i fredags.
Vi plejer at sige, at Jesus på korset tager alle verdens
synder på sig.
Det, tror jeg, er rigtigt. På korset soner Jesus al den uret,
jeg har begået. Han soner al den uret, du og alle andre har begået.
Men mere til.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Det her spørgsmål er på en måde alle lidendes spørgsmål til
Gud nogensinde.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, er på en eller
anden måde alle lidelser skrig til Gud.
I dette råb bor alle de mange lidelser fra verdenshistoriens
store mørke skrigfyldte dyb.
Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig, er et råb til
Gud.
Det er Gud selv, der råber det.
For Gud blev Jo menneske i Jesus Kristus.
Ja Gud blev jo menneske i Jesus Kristus, der i fredags blev
korsfæstet og råbte, Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Alle
lidelsers råb. Alle lidelsers bosted.
Jesu kors er på en måde et mindesmærke for alle
verdenshistoriens glemte lidelser. Dine, mine og alle andres.
Jesus Kristus døde på korset, og Jesu lidelser fór til de
dødes rige.
Således er lidelser så mange gange før forsvundet ned i det
mørke dybe glemte.
Dine og mine lidelser. Sara Omars lidelser. Heksenes
lidelser. Verdenshistoriens samlede kor af lidelsesskrig forsvundet i dødsriget
sammen med Jesus, som i fredags råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt
mig?
Og i dag ved morgensolens første stråler:
Jesus Kristus er opstanden!
Ja! Han er sandelig opstanden!
Jesus Kristus er opstanden!
Ja! Han er sandelig opstanden!
Jesus Kristus er opstanden!
Ja! Han er sandelig opstanden!
Og med Jesu opstandelse fra de døde er smerteråbet fra i
fredags også opstået.
For Jesu opstandelse fra de døde er også opstandelse for Jesu
lidelse. Jesu opstandelse fra de døde er opstandelse for sårene på Jesu hænder
og fødder.
Jesu opstandelse fra de døde er opstandelse for såret i Jesu
side og opstandelse for mærkerne efter tornekronen på Jesu hoved.
Det er påskemorgen. Jesus er opstået fra de døde.
Alle lidelsesskrig fra verdenshistorien nogensinde er i dag
set og anerkendt.
Og mere til!
Alle lidelsesskrig nogensinde i verdenshistorien er i dag
mødt af evigheden.
Han er opstanden, og lidelsen, smerten og uretten er ikke det
sidste, der kan siges om pigerne i Dødevaskeren.
Håb er det sidste, der kan siges om dem.
Bålet er heller ikke det sidste, der kan siges om kvinderne i
1600 tallets hekseprocesser.
Håb er det sidste, der kan siges om dem.
Håb som svar til alle verdenshistoriens lidelsesfyldte skrig.
Håb som svar til dine og mine traumer. Håb!
For Jesus Kristus er opstanden fra de døde.
Verdens lidelse bliver i Jesus nu en del af Gud.
Og vel gør det stadig ondt her i verden.
Men der er håb.
Med Jesu opstandelse fra de døde er der håb om, at verdenshistorien
ender godt.
En morgen ved solens allerførste stråler skal verden vågne op
uden smerte og uden ondskab.
For Jesus Kristus er opstanden!
Og det siger jeg i førnutid.
Men det er også håbefuld fremtid
for alle på hvem, det nogensinde har gjort ondt.
Jesus Kristus er opstanden!
Ja han er sandelig opstanden!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar